torsdag, juli 02, 2009

In the eye of the beholder


Alt afhænger af øjnene, der ser! Mine øjne ser meget - rigtig meget endda. Og jeg kigger gerne. Holder mig ikke tilbage, så at sige. Nogle af mine veniner synes at jeg snager, eller glor.
Det er bestemt ikke min mening. Jeg er blot nysgerrig - ret meget endda.

Jeg holder af at kigge. På mennesker. På hvordan disse mennesker ser ud når de kommunikerer med hinanden. På hvordan ting er lavet. På hvordan ting hænger sammen i deres rette sammenhæng. På alle dem, som kommer forbi mig. På butikker. På gadenavne. På bøger. På priser. På ingredienser. På dimser. På stort set ALT!

Jeg kan næsten ikke nævne den ting, som jeg ikke gider at kigge på, eller undersøge, hvordan dette eller hint hænger sammen. Nysgerrig - ja det er mig!
Men hver gang jeg kigger og finder ud af noget, lagrer det sig i min hukommelse. Måske er det ubrugelig viden, det vil nogen sikkert mene, men gang på gang oplever jeg, at de selv samme veninder, som kalder mig nysgerrig, måber når jeg kan snakke med om et emne, som tilsyneladende er uden for mit vidensområde. Det kan godt være at min viden på området ikke er uudtømmelig, men det er jo netop kunsten. At kunne snakke og nikke lidt med i samtalen og så ellers få dem, som ved endnu mere om det, til at udøse af deres viden, så jeg kan suge endnu mere til mig. På den måde er alle glade!

Det ligger i min natur at have sans for detaljen. At have lysten til at finde tingenes rette sammenhæng. Og jeg synes om det. Derfor har jeg lange ører, øjne på stilke, vibrerende næse og fingre, som piller ved stort set alt. Det er mig, der stiller de dumme spørgsmål og jeg er ikke flov over det!

Men tag nu endelig ike fejl. Jeg har skam pli. Jeg ved godt, hvornår jeg skal trække følehornene til mig og ikke lytte, pille og spørge mere. Kunsten ligger jo netop i at trække en grænse for, hvornår det er at være nysgerrig og hvornår man snager, for det to vidt forskellige ting!


2 kommentarer:

Zette sagde ...

Hvis man erstatter se med lytte og øjne med ører, kunne jeg vist have skrevet indlægget. Skægt.

Maria sagde ...

Den ramte osse på mig. Godt skrevet.